23Nov

Fishing Zealand Konferencen 2017

Course · Hotel HøjbySø, Højby, Danmark

Starts at: Thursday, November 23, 2017 9:00 AM. Ends at: Thursday, November 23, 2017 4:00 PM

Fishing Zealand-Konference – 2017

Det er nu tid for den fjerde Fishing Zealand konference. Konferencen er gratis og finder sted d. 23. november kl. 9.00-16.00 på Hotel HøjbySø i Odsherred Kommune.

Ved spørgsmål, kontakt Niels Lagergaard på tlf: +4522677874 eller mail: niels@fishingguidedenmark.dk

Som de foregående år, ønsker vi, at så mange som muligt vil dukke op, så vi sammen kan udvikle Fishing Zealand som helhed såvel som en masse enkeltstående aktiviteter og tiltag. Fra de tidligere konferenser ved vi, at der denne dag bliver skabt masser af nye samarbejder og netværk. Netop samarbejder, er det, der er kernen og styrken i Fishing Zealand. Derfor er konferencen en oplagt mulighed for lystfiskere, frivillige, politikere, kommunalt ansatte, virksomheder, fiskeguider og mange andre at mødes, skabe netværk og udvikle ideer sammen.

På konferencen vil vi fokusere på kerneværdierne i Fishing Zealand, der på bæredygtig vis gavner miljøet, det lokale erhvervsliv og den sociale indsats over for børn og unge.

Konferencen vil i høj grad handle om visioner for fremtiden, bl.a. omkring lystfiskeriets fremtid i Danmark, nyeste viden inden for udsætning af fiskeyngel, de fælles succeser omkring vandløbspleje, fokus på vores arbejde med at involvere børn og unge og eksempler på virksomhedernes samarbejder med kommuner og Fishing Zealand.
Der er fortsat stort udviklingspotentiale inden for vandpleje, lystfiskeriet og lystfiskerturismen på Sjælland, og der sigtes derfor mod at give deltagerne øget viden om Fishing Zealand-projektets arbejdsområder og målsætninger.


Hvad byder dagen på?
Dagen vil bestå af tre oplæg i plenum samt to workshop-runder, som skal ruste turistråd, politikere, offentlig ansatte, virksomheder, lystfiskere generelt og andre interessenter til at være med i videreudvikling af bæredygtigt lystfiskeri i de kommende år. De enkelte oplæg dagen igennem vil bl.a. bidrage til at skabe en mere fyldestgørende forståelse af lystfiskere som målgruppe, betydningen af miljøindsatser, lystfiskeri som socialt middel til aktivering af børn og unge samt lystfiskerturisme som indtægtskilde for lokale erhvervsdrivende.
I de forskellige workshops vil der være lejlighed til at debattere de udfordringer, der skal tackles i de kommende år, samt til at brainstorme over nye tiltag og udviklingsperspektiver.

Dagens program:

9:00 Ankomst og morgenbord

9:30 Åbning og Velkomst
v/Thomas Adelskov, Borgmester i Odsherred Kommune.

9:45 Fishing Zealand – Hvad skete der i 2017, og hvad byder fremtiden på af tiltag? (Plenum)
v/Gordon P. Henriksen & Niels Lagergaard Pedersen, Fishing Zealand.
Gordon & Niels giver et hurtigt overblik over aktiviteter og tiltag Fishing Zealand har stået for i den seneste tid. Derudover kigger vi fremad på den løbende udvikling af Fishing Zealand. Hvad vil vi gerne opnå? Og hvordan arbejder vi bedst sammen mod fælles mål?

10:30 Udvikling af en strategi om lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark (Plenum)
v/ Bjørn Wirlander, Kontorchef i Udenrigsministeriet
Bjørn kommer ind på baggrunden og status for arbejdet med udvikling af en national strategi om lystfiskeri og lystfiskerturisme.

11:00 – Workshop-runde 1 – Du vælger selv, hvilken workshop du deltager i.

A. ”Grusbanden og det gode samarbejde, der fører til fælles succes”
v/ Rune Hylby, Frivillighedskoordinator i Fishing Zealand og Bandeleder i Grusbanden

Overalt på Sjælland, Lolland, Falster og Møn, har Den sjællandske Grusbande i år lavet restaureringsprojekter og arrangementer til glæde for de lokale ørredbestande. Samarbejdet imellem de lokale foreninger, kommuner og de mange frivillige er en afgørende faktor, men i særlig grad er samarbejdet med lodsejerne en forudsætning for i det hele taget at kunne ”pille” ved vandløbene. I denne workshop tager vi netop udgangspunkt i dette samarbejde mellem Den sjællandske Grusbande, lodsejere, kommuner og de lokale foreninger. Vi vil give eksempler på den gode historie, og den fortløbende proces for at skabe gode forhold for ørredbestandene på Sjælland og øer.

B. ”Fremtidens lystfiskere - Hvad driver fremtidens lystfiskere?”
v/Christen Stenild, Direktør for Pure Fishing Denmark.

Hvad driver fremtidens lystfiskere? Konkurrencen om at fylde vores fritid er enorm, og udbuddet af muligheder og aktiviteter, der skaber grundlag for selvrealisering, selveksponering, miljøbevidsthed, afkobling, bæredygtighed, socialt samvær, alenetid, familietid og alt muligt andet, har aldrig været større! Christen giver sit bud på, hvordan fremtidens lystfiskere ser ud, hvordan vi rekrutterer nye og fastholder dem, der allerede ér lystfiskere.

C. ”Bliv NaturligVis - jagt og lystfiskeri på skoleskemaet under åben skole”.
v/ Martin Hedegaard, Danmarks Sportsfiskerforbund og Henrik Thygesen, Projektleder Bliv Naturligvis

Bliv NaturligVis vækker gennem praktisk "hands-on formidling" børnenes nysgerrighed for naturen og vilje til at udforske den. Efterfølgende følger Bliv NaturligVis op med tilbud om alsidige og målstyrede undervisningsforløb til skolerne, der kræver et minimum af forberedelse. Som eksempel vises "Den digitale Ørredpatrulje", som giver eleverne mulighed for at udforske og demonstrere viden omkring et samlet økosystem, samt menneskets samspil med dette.

12:00 Networking & pause

12:45 ”Lystfiskeriets fremtid” (Plenum)
v/direktør Lars Rasmussen og biolog Kaare Manniche Ebert fra Danmarks Sportsfiskerforbund.

Lars og Kaare giver deres bud på fremtidens lystfiskeri og kommer bl.a. ind på følgende centrale spørgsmål:
- Forudsætningen for bedre lystfiskeri er sunde fiskebestande. Hvordan får vi det?
- Hvad er foreningernes rolle i udvikling af lystfisketurisme og kan dette bidrage til udviklingen af lyst- og sportsfiskerforeninger?
- Er det muligt at etablere et samarbejde mellem det frivillige foreningsarbejde og erhvervslivet?
- Hvordan gør vi brugere af fiskevandene til medlemmer i foreningerne?

13:15 Frokost

14:15 Workshop-runde 2 - Du vælger selv, hvilken workshop du deltager i.

A. ”Mød FZ-guiderne - og hør om deres rolle i projektet”.
v/ Lars Juel Hansen, seatrout4you.com & Keld Juul Michaelsen, fabulousflyfishing.dk samt Rune Westphal, seatroutfisher.com

I denne workshop vil du få et indblik i det arbejde, som Fishing Zealands fiskeguider udfører, når de skaber oplevelser på private ture og ved offentlige arrangementer. Guidernes lokalkendskab er en afgørende forudsætning for at skabe gode oplevelser og relationer. Derfor samarbejder guiderne selvsagt med mange lokale aktører. Ved denne workshop er der således mulighed, for at høre guiderne fortælle om deres arbejde for at styrke og udvikle samarbejdet med kommuner, lokale erhverv, lystfiskerforeninger og Fishing Zealand, når de skal forberede deres ture for både unge, nybegyndere, garvede og presse.



B. ”Hvordan samarbejder fører til lokal vækst”
v/ Sanne Svanholt, Indehaver af Fjordland.dk

Fjordland.dk har været involveret i mange forskellige netværk og samarbejder. Blandt andre samarbejder Fjordland.dk med Fishing Zealand og Sanne fortæller her mere om, hvordan forløbet har været, samt hvilken betydning det har haft for Fjordland.dk. Derudover vil hun komme med sine bud på, hvad der generelt set fungerer, og hvad der fungerer mindre godt med henblik på netværksmøder, samarbejder, klynger, organisationer, presseture, pakketering m.m.

C. ”Smolt- og havørredproduktion på Sjælland – fra gydning og udsætninger"
v/ Peter W. Henriksen, biolog Limno Consult & Jan Nielsen, biolog og Fiskeplejekonsulent, DTU Aqua.

Peter og Jan kommer ind på en række områder omkring smoltproduktion i danske vandløb og på Sjælland. Herunder en foreløbig status på Isefjords undersøgelsen, der viser at vilde smolt fra vandløbene klarer sig bedre end udsatte smolt samt, at de sjællandske ørreder ikke har læst teoribogen. Endvidere giver de et estimat på hvor mange smolt vandløbene egentlig kan producere, og hvordan vi når dertil.


15:15 (plenum) Afsluttende bemærkninger og det officielle program slutter.

15:30 Networking med kaffe & kage

16:00 Konferencen slutter

Mød samarbejdspartnerne
I pauserne vil deltagerne få mulighed for at tale med repræsentanter fra flere relevante interessenter. Her vil man bl.a. kunne møde repræsentanter fra:
DTU Aqua
Danmarks Sportsfiskerforbund
ØrredPatruljen
Peter Henriksen, Limno Consult
Fishing Zealand-guiderne
Adskillige fiskeklubber og foreninger

Tilmelding
Deltagelse på konferencen er gratis, men vær opmærksom på, at der kun er plads til 140 tilmeldte. Tilmelding foregår på her: www.fishtrip.dk (Husk at skrive i tilmeldingen, hvem du repræsenterer).
Du er først tilmeldt, når du har modtaget en bekræftelse. I tilfælde af overbooking forbeholder Fishing Zealand sig retten til at udvælge deltagere for at få en repræsentativ bred dækning fra både politikere, lystfiskere, institutioner, virksomheder osv.

Overnatning
Der er mulighed for overnatning på Hotel HøjbySø. Overnatning bestilles direkte ved Hotel HøjbySø.




Hotel HøjbySø
Ellingebjergvej 1
4573 Højby
Danmark

FreeBuy Ticket

You will not be charged yet

Tilmelding til konference

Husk at skrive i Kommentarfeltet, hvem du repræsenterer (fx. kommune, virksomhed, organisation e.l.). Participation in the Fishing Zealand conference - free. Please write which organisation you represent.

1 x Free